Her kan du læse om regler for opryking A-B-C.
Hensigten med nedenstående er at sikre at ALLE børn får gode oplevelser med kapsejlads.
Vi ønsker at sejlere skal rykke op til B eller A sejler så hurtigt som muligt, men først når de er mentalt og fysisk klar til det! Således henstiller vi til forældre og trænere at de sammen med sejlerne vurderer om de er oprykningsparate. Samtidig vil vi gerne undgå at det altid er de samme sejlere der vinder i C og B felterne. – Er det tilfældet at en sejler konsekvent ender på podiet i et af disse felter så er sejleren nok klar til at rykke op… Ender en sejler derimod lige akkurat i bedste tredjedel af feltet i lokale stævner uden stor konkurrence, så er det ikke nødvendigvis en indikation på at sejleren er mentalt og fysisk parat til at rykke op.
Vi har derfor valgt at ændre reglerne for oprykning fra “3 pinde” til “6 pinde”. Vi henstiller til sund fornuft og stoler på at forældre, trænere og sejlere kan finde den rette balance så vi undgår at “stjæle slik fra børn”, og samtidig kan tage højde for at børnene udvikler sig i forskellige tempi som sejlere.
Reglerne for oprykning er således:
C-sejlere: En ny optimistsejler er C-sejler indtil sejleren mener sig kvalificeret til at blive B-sejler eller Indtil C-sejleren jf. følgende rykker op som B-sejler:
Oprykning fra C- til B-sejler: En C-sejler bliver straks B-sejler, når han/hun har placeret sig i den bedste tredjedel af stævnets(1) deltagere seks gange. Dvs. hvis der er 30 C-sejlere og sejleren bliver i ”top 10” i C-feltet, får vedkommende en ”pind”. Efter seks ”pinde” rykker-sejleren op som B-sejler. Sejleren kan også oprykke fra C- til B-sejler, hvis sejleren mener sig kvalificeret til at blive B-sejler. Efter deltagelse i første stævne som B-sejler, skal man fortsætte som B-sejler.
B-sejlere: En B-sejler er en optimistsejler, som ikke længere er C-sejler, og som ikke tidligere har været A-sejler.
Oprykning fra B- til A-sejler: En sejler bliver straks A-sejler, når han/hun som B-sejler har placeret sig i den bedste tredjedel af stævnets(1) deltagere seks gange. Dvs. hvis der er 30 B-sejlere og sejleren bliver i ”top 10” i B-feltet, får vedkommende en ”pind”. Efter seks ”pinde” rykker-sejleren op som A-sejler. Sejleren kan også oprykke fra B- til A-sejler, hvis sejleren mener sig kvalificeret til at blive A-sejler. Efter deltagelse i første stævne som A-sejler, skal man fortsætte som A-sejler.
A-sejlere: En A-sejler er en optimistsejler, som ikke længere er C eller B-sejler.
Deltagelse. A-sejlere kan deltage i alle kapsejladser for A-sejlere. B-sejlere kan deltage i alle kapsejladser for B-sejlere. C-sejlere kan deltage i alle arrangementer for C-sejlere.
(1) Ved stævnets deltagere forstås antallet af sejlere, som figurerer på resultatlisten fra stævnet.